PL

Parasport Danmark opfordrer på det kraftigste IPC til at overveje Ruslands og Hvideruslands deltagelse ved vinter-PL

De nationale paralympiske komitéer i Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Danmark vil have den Internationale Paralympiske Komité (IPC) til at overveje en udelukkelse af de russiske og hviderussiske atleter fra vinter-PL i Beijing, der starter den 4. marts.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Louise Dyring Mbae
28. feb 2022
De nationale paralympiske komitéer i Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Danmark vil have den Internationale Paralympiske Komité (IPC) til at overveje en udelukkelse af de russiske og hviderussiske atleter fra vinter-PL i Beijing, der starter den 4. marts.

De nordiske paralympiske komitéer har mandag sendt et fælles brev til formanden for den Internationale Paralympiske Komité, brasilianske Andrew Parsons, hvor de fordømmer Ruslands angreb på Ukraine og brud på den olympiske våbenhvile.

I brevet opfordrer de på det kraftigste IPC til at overveje den russiske og hviderussiske deltagelse i vinter-PL. Samtidig anmoder de IPC om at gøre alt for at sikre, at Ukraines paralympiske atleter får mulighed for at konkurrere i Beijing på trods af krigen. Brevet kan læses i sin fulde længde her.

Parasport Danmarks formand John Petersson, der blev valgt ind i IPC's bestyrelse i december, udtaler:

- Ruslands militære invasion af Ukraine er fuldstændig uacceptabel, og jeg mener, at de umenneskelige krigshandlinger bør få vidtrækkende og størst mulige konsekvenser for både Rusland og Hviderusland. I nordisk parasport står vi sammen med Ukraine, og det er IPC's fornemste opgave at sikre, at de ukrainske para-atleter får mulighed for at konkurrere i Beijing.

IPC's bestyrelse mødes i Beijing onsdag den 2. marts, hvor konsekvenserne af den russiske invasion af Ukraine er øverst på dagsordenen.

Flere nyheder