"En atlet bliver ikke en succes uden en træner, og en træner bliver ikke en succes uden en atlet"

Hvordan kom du til at arbejde med parasport?

”Daniel henvendte sig til mig i 2017, da han startede på uddannelse i Aarhus, og jeg har været træner for ham siden. Daniel er indgået i træningsgruppen på lige fod med de andre, og jeg har egentlig set på det som med en hvilken som helst eliteudøver, hvor vi skal optimere i forhold til EM og PL. Det har været spændende fra starten, og det er det stadig.”

Hvordan er det for dig at arbejde med parasport i forhold til dit virke som landstræner i Dansk Atletik Forbund?

”Jeg prøver at gøre det så normalt som muligt. Vi tager udgangspunkt i Daniels udfordring, at han mangler benet fra over knæet og ned og har en kulfiberprotese. Så det handler om at sætte sig ind i, hvad det er for et handicap, og om hvordan forholder vi os til det, som Daniel vil: At springe længdespring og løbe 100 meter. Med udgangspunkt i min baggrund som træner og som ingeniør har jeg en analyserende tilgang: Hvordan springer Daniel længdespring i forhold til dem, jeg tidligere har trænet? Og hvad indbefatter den kulfiberprotese, som Daniel bruger, og hvordan kan man optimere på det? Og hvad sker der, når man løber og springer i forhold til dét? Daniel skal kunne det samme som en helt almindelig længdespringer. Det er en jagt efter optimering: Hvordan bygger vi et tilløb op, hvordan skal hans afsæt være, osv.”

Hvordan bruger du din baggrund som bygningsingeniør i forhold til arbejdet med parasport. Er det sværere eller nemmere at sætte den baggrund i spil her?

”Det er ikke nemmere, bare anderledes. Der er som bekendt forskel på kulfiber og så en muskelfiberstruktur. Det handler om mekanik, og når det er sport, handler det om biomekanik. Så det tager man udgangspunkt i, og det er som regel mere forskellige end ensartede materialer, der er tale om.”

Hvad har været din største oplevelse i arbejdet med Daniel og parasport?”

”Det er stort at arbejde med den daglige træning og prøve at flytte atleter fysisk og ikke mindst mentalt. Når man skal prøve at ændre på indstilling og tro på sig selv i forhold til, hvad der kan lade sig gøre og ikke kan lad sig gøre. Når det lykkes, er det en god fornemmelse. Så er det selvfølgelig også fint, når der bliver sat personlig rekord og man vinder medalje, men jeg synes, det er processen, der driver det. Medaljer er kronen på værket. Det var stort, da Daniel sprang over 7 meter, som havde været målet fra starten, til træning i Portugal. Det var stort at se, at det, vi havde arbejdet med og det, vi troede på ville gøre en forskel, lykkedes. Det var også stort, da han vandt EM-guld med to spring over 7 meter, for én ting er at kunne gøre det i træning, noget andet er at kunne gøre det, når det gælder. Men det er grundlagt i det daglige arbejde. Vi træner to en halv time seks dage om ugen, og det er det daglige arbejde, der skal til for at det lykkes i konkurrence.”

Hvad glæder du dig mest til ved PL?

”At se det, opleve det og være med. Og så helt klart konkurrencerne, længdespring først og 100 meter. Det er ligesom eksamen. Eksamen er de velforberedtes fest. Og jeg mener, vi er velforberedte, så jeg glæder mig til det bliver en fest. Det er det, vi kommer for.”

Hvornår er du en succes?

”En atlet bliver ikke en succes uden en træner, og en træner bliver ikke en succes uden en atlet. De to ting hænger sammen. Vi skal i hvert fald springe over 7 meter til PL. Det var det, der var aftalen og målet, da vi startede samarbejdet. Det mener jeg, vi kan gøre. Vi har også en plan for, hvor langt over 7 meter vi skal springe for at være sikre på en guldmedalje. En ting er at skulle gøre det, en anden ting er om det er langt nok.”