De Paralympiske Lege er i gang

7 af 25 danske PL-atleter deltog tirsdag aften i åbningsceremonien på det olympiske stadion i Tokyo. Daniel Wagner og Lisa Kjær Gjessing gik forrest med Dannebrog under indmarchen.
24. aug 2021
7 af 25 danske PL-atleter deltog tirsdag aften i åbningsceremonien på det olympiske stadion i Tokyo. Daniel Wagner og Lisa Kjær Gjessing gik forrest med Dannebrog under indmarchen.

Fælles pressemeddelelse for DIF og Parasport Danmark

Selv uden publikum leverede Tokyo 2020 en festlig start på de kommende tolv dages Paralympiske Lege, hvor 4.403 para-atleter fra 162 delegationer deltager.

Åbningsceremonien omdannede det olympiske stadion til paralympisk lufthavn, og den danske delegation landede som nation nr. 91 omkring kl. 21 lokal tid.

Daniel Wagner og Lisa Kjær Gjessing var i dagens anledning co-piloter for den danske delegation, og for begge var det en oplevelse for livet at agere fanebærere for Danmark.

– Det var kæmpestort og virkelig rørende. Hvert skridt vi tog, føltes som et skridt for alt det, vi har arbejdet for at nå hertil. Og det var en stor ære at få lov til at gå forrest foran alle de her seje atleter, siger taekwondokæmper Lisa Kjær Gjessing, der er PL-debutant. 

Sprinter og længdespringer Daniel Wagner er til PL for tredje gang, og han har drømt om at bære fanen.
– Det var helt fantastisk at få lov til at gå ind med fanen. Det ramte mig, hvor specielt det var at gøre det sammen med Lisa. Vi gik ind for Danmark, og det at gå ind sammen, det ramte mig i hjertet. Det var en helt fantastisk oplevelse, som jeg vil have med mig resten af livet. 

18 danske atleter valgte i samråd med den sportslige ledelse i DIF, Team Danmark og Parasport Danmark at overvære åbningsceremonien i PL-byen af hensyn til deres afsluttende forberedelser til de nært forestående konkurrencer.

Tidligt onsdag morgen dansk tid skal Peter Rosenmeier og landsholdet i kørestolsrugby i aktion som de første i den danske trup. Den forsvarende paralympiske mester i bordtennis møder kl. 13.00 japansk tid (kl. 6 dansk tid) Ian Seidenfeld (USA) i sin første gruppekamp, mens landsholdet i kørestolsrugby kl. 14 (kl. 7 dansk tid) brager sammen med de australske guldvindere fra PL i Rio 2016. 

Danske deltagere i indmarchen:

  • Daniel Wagner (fanebærer, atletik)
  • Lisa Kjær Gjessing (fanebærer, taekwondo)
  • Bjørk Nørremark (atletik)
  • Kristel Høj Walther (atletik)
  • Christian Lykkeby Olsen (atletik)
  • Amalie Vinther (svømning)
  • Kim Klüver Christiansen (cykling)

DIF, Parasport Danmark og Team Danmark
Det er første gang, at DIF har det operationelle ansvar for de danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark.

Yderligere info om PL
PL starter med åbningsceremoni den 24. august og slutter den 5. september. Forberedelserne til de Paralympiske Lege kan følges på www.paralympiskelege.dk samt Facebook og Instagram (Danmark til PL). Det officielle danske OL- og PL-hashtag er #allfordenmark

Kontaktinformation
Louise Dyring Mbae, kommunikationsansvarlig for PL
Tlf. +45 20 51 06 96 - tlf. i Japan +81 7014922594 (NB: bemærk tidsforskel på 7 timer)
E-mail: ldm@dif.dk