”Det er et livsbekræftende arbejde at være dressurlandstræner”

Hvordan er det at være landstræner for atleter, der har forskellige udfordringer og behov?
”Det er faktisk meget lig at være træner for almindelige ryttere, for mig er det ikke vigtigt, at de har nogle udfordringer, men har et drive og en passion. Nogle gange kræver det selvfølgelig, at man tænker lidt ud af boksen i forhold til at få hesten i gang i forhold til de forudsætninger og udfordringer, den enkelte para-atlet har.

Et eksempel kunne være, at når en atlet mangler sine ben eller noget af dem, så skal man tænke lidt anderledes, når hesten skal reagere. Her er der eksempelvis mulighed for at ride med to piske og derved træne hesten til at reagere på det.Nogle atleter har også kun en hånd, og her kan man træne ved at holde tøjlerne i en hånd i stedet for to.

Et andet eksempel er ved muskelsvage ryttere, der træner man hesten til at svare på lette berøringer, fordi atleterne ikke har de sammen kræfter i hele sin krop. Her gælder det også om at justere hesten i forhold til den måde, den bevæger sig på, hvis en atlet måske sidder skævt på grund af eventuelle kropslige udfordringer. Her kunne hjælpeudstyr være noget ved sadlen, magneter i stigbøjlerne eller velcrobånd til at stabilisere, hvis der er en rytter, der ikke sidder helt roligt.Men vigtigst af alt er kærligheden til hestene og det at ride, så får man det praktiske rundt om til at fungere.Derfor har vi også både fysioterapeuter, sportspsykologer, egen dyrlæge og en masse andre eksperter som er med til at finjustere og optimere, så problemerne ikke kommer til at fylde.”

Hvad giver det dig at være landstræner for pararytterne?
”Jeg elsker mit arbejde. Det er et livsbekræftende arbejde at være dressurlandstræner. Elsker udviklingen, især hvis jeg kan være vidne eller skubbe lidt til atleterne. Mine atleter er rollemodeller på flere punkter. De er nogle blomster, der kommet op af asfalten. De har haft oddsene imod sig gennem livet, og alligevel står de med ranke rygge og inspirere andre mennesker.

Det at kunne hænge fast på en hest uden muskler, er så seværdigt, og hvis vi kommer derhen, hvor tilskuerne glemmer atletens handicap, er vi nået langt. Det handler om ligeværd, at vi elsker at ride og at udvikle hestene. ”

Hvad er dine tanker om PL i Tokyo?
”Jeg er spændt på, hvordan de Paralympiske Lege bliver og hvor gnidningsfrit, vi vil opleve rammerne. Jeg fik et generationsskifte, da jeg fik jobbet i 2017. De erfarne ryttere skulle have yngre heste, og nogle unge nye ryttere stod og bankede på.  Jeg valgte at satse på en bredere trup , hvor der måske har været en større satsning. Derfor har jeg også en bredere truppe med, hvor der måske har været en større satsning. Det ekstra år som corona gav os, har også været godt for mig og mit hold, da der er nogle nye heste der er blevet kørt i stilling i perioden."