Tæt på: Peter Rosenmeier
Vejen til verdensklasse kræver…
”… mange ting og også noget, som man ikke regner med. Det handler rigtig meget om mindset at kunne tåle at tabe, kunne tåle at vinde og aldrig være tilfreds. Det er en af de sværeste ting. For når man bliver den bedste, så skal du blive ved med at have motivationen og energien med dig. Jeg tror ikke, at du bliver ved med at være den bedste, hvis ikke man har de ting, jeg nævner. Du kan træne og have talent, men den mentale balance er lige så vigtig. Vi bliver formet som mennesker med det, vi møder på vores vej. Det er med til at sætte barren for, hvem vi er som sportsfolk.”
Min største oplevelse på banen var…
”… da jeg vandt PL-guld i Rio i 2016. Men det er der flere grunde til. Det var første gang, hvor medierne var rigtig til stede, da jeg vandt PL-guld. For da jeg vandt PL-guld i 2008, var der nærmest ingen mediedækning, det blev nærmest ikke nævnt. Det var en smule uforløsende i forhold det arbejde, jeg havde lagt i det dengang. Og det gør altså en forskel, for man er jo ude efter noget anerkendelse. Det var der intet af. Men i Rio blev alle mine kampe vist i DR, og mit interview efter finalen blev set af over en halv million. Det var en kæmpe kontrast. Det har været specielt at opleve, og jeg sætter måske endnu mere pris på opmærksomheden, fordi jeg har prøvet det modsatte. Det har været en lang kamp, men det er fantastisk at se, hvor langt vi er kommet i forhold til parasport. Der sker hele tiden nye tiltag, og vi bliver mere integreret i den store organisation. Så min rejse stopper ikke endnu.”
Jeg føler mig privilegeret…
”…. Ret tit. Og det er klart noget at gøre med den rejse, jeg har oplevet. Jeg startede i en tid, hvor rammerne rundt om os var meget markant dårligere end i dag. I dag har jeg topfolk i alle positioner rundt om mig. Det er fantastisk, og noget jeg værdsætter, for de folk er med til at gøre, at jeg er der, hvor jeg er i dag. I 2010 stod jeg ved en skillevej, året inden havde jeg fået min første datter, og jeg var færdig med studiet, men jeg kunne ikke få det til at hænge sammen med at være familiefar, have fuldtidsarbejde og dyrke min sport på fuldtid. Jeg havde derfor en snak med Parasport Danmark om mine faglige kompetencer og har faktisk arbejdet for dem siden. Jeg træner samme sted, jeg arbejder, derfor kan det også hænge nemmere sammen. Ud fra det private perspektiv føler jeg mig privilegeret, når jeg kan være sammen med familien fredag aften med min kone og mine børn. Da jeg var ung, var min største frygt, i forhold til mit handicap, om jeg kunne finde nogen, som kunne elske det, som jeg var. Det var en stor bekymring i min spæde teenageår, så min familie og mine børn er noget, jeg sætter endnu mere pris på, end andre måske gør.”
Hvis jeg ikke dyrkede bordtennis, så var jeg…
”… fodboldspiller. For hvis jeg ikke havde mit handicap, så vil jeg med 100 % sikkerhed ikke spille bordtennis. Jeg kommer fra Nordjylland, og der mente man at bordtennis, det var noget, man spillede i Sverige. Jeg tror faktisk ikke, det var muligt at opdrive et bordtennisbord i byen. Men som mange andre så var jeg tosset med fodbold og startede, da jeg var ung. Men jeg kunne godt se, at jeg ikke blev den næste på landsholdet, og det handlede både om, at hverken fysikken eller talentet var til stede. Det var faktisk lidt ved et tilfælde, at jeg endte med at spille bordtennis, men jeg fandt ud af, fysikken inde for parabordtennis ikke spiller den største rolle. For selvom jeg har et relativt stort handicap, kan jeg stadig være med i toppen.”
Når jeg ikke træner, så…
”… giver jeg mine børn mad, kører dem til idræt, giver dem mad og ligger dem i seng. Jeg er familiefar med stort F og med to døtre på 6 og 11 år, så flyverne dagene afsted.”
PL i Tokyo er…
”… noget, jeg er spændt på. Jeg er spændt på, når jeg kommer hjem, om jeg synes, det har været en god oplevelse, og så er jeg spændt på, om man afholder det for atleterne eller for alle andre. For hvis det ender med, at der bliver sat en lang række begrænsninger, så bliver det træls. For så er vi ude i, at det er tæt på at blive et lotteri om, hvem der vinder. For hvis der bliver sat restriktioner på, hvornår vi må de forskellige ting, så bliver det enormt indgribende på ens forberedelse og nærmest ødelæggende.”
Danmark er…
”… et af de bedste lande at leve i. Det gælder os alle sammen, også når man er født uden for normen. Vi har et fantastisk socialt samfundssind, der gør, at vi gerne vil give muligheder til alle, også for os som ikke er som andre. Det tror jeg, at er vigtigt ting at huske på, når vi begynder at brokke os over det ene eller det andet.”
I vidste ikke om mig, at jeg…
”… hader at se bordtennis. Jeg er og vil altid være en fodboldperson. Jeg ved godt, at det udefra er lidt specielt, men for at være bundærlig så synes jeg ikke, at bordtennis er underholdende at se på. Jeg kunne aldrig drømme om at sætte mig ned for at se en randome bordtenniskamp. Jeg ser det, hvis det gavner min egen præsentation, eller hvis det er mine landsmænd fra parasporten eller dem, jeg kender nede fra hallen af. Men fodbold det ser jeg hver dag. Jeg er jo kæmpe AaB fan, og er jo kommet på Aalborg Stadion siden jeg var spæd. Det betyder meget for meget, og det kan da også påvirke mit humør, når det går skidt.”
Hvis jeg vandt 10 millioner kroner i Lotto, vil jeg…
”… betale banken de penge tilbage, jeg skylder for huset. Jeg vil efter PL i Tokyo tage min familie under armen og verdens jorden rundt med dem og ja, så vil jeg bruge den sidste 20’er på at købe en ny lottokupon.”
Corona er….
”… hammer irriterede, overeksponeret, ødelæggende, Teamsmøder og virtuelt samvær. Mange atleter har nok fundet ud af, at selvom sporten betyder meget for os, så er det bare sekundært. Flere af os sportsfolk har været privilegeret og ikke været ramt på samme måde som mange andre, og det tænker jeg, har været en øjenåbner.”
Hvis jeg skulle lære én sætning på japansk, vil det være…
”… det var mig, der vandt.”