nyhedsartikel

Tæt på: Sebastian Engwald

Vi har taget en snak med paratriatlet Sebastian Engwald om et godt bagland, starte egen virksomhed og teste sin dedikation.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Siska Bengtsson Rona
12. mar 2021
Vi har taget en snak med paratriatlet Sebastian Engwald om et godt bagland, starte egen virksomhed og teste sin dedikation.

Vejen til verdensklasse kræver… 
"... et mål, dedikation, hjerte, ofringer, en helveds masse hårdt arbejde og et bagland der støtter dig hele vejen - det meste kommer og går, men støtten har jeg altid haft."

Min største oplevelse på banen var,… 
"... da jeg fik sølv til EM i paratriathlon. Jeg var nogle uger før blevet diskvalificeret til VM og havde dermed forberedt mig på at skyde en hvid pil efter de Paralympiske Lege, indtil jeg overraskede alle og mig selv med en 2. plads og kom tilbage i kampen om en billet til PL."

Jeg føler mig privilegeret, når…
"... alt omkring mig og min familie går op i en højere enhed i vores daglige proces. Vi har begge en travl hverdag, og med vores datter som vi passer hjemme, så skal alting gå i hak, for at alt kan lade sig gøre. Det er ikke altid, det lykkes, men når det gør, så er det bare det fedeste."

Hvis jeg ikke dyrkede triatlon, så var jeg…
"... racerkører eller selvstændig erhvervsdrivende - noget jeg altid har ønsket, men har sat på pause i jagten på PL. Jeg har mange ønsker og planer, og jeg glæder mig til at sætte nogle projekter i søen."

Når jeg ikke træner, så…
"...passer jeg vores datter på 15 måneder, følger med i nogle hobbyer, sørger for lidt sponsoraktiviteter, samt at hverdagen hænger sammen - der er meget uden for træningen, som der skal være styr på, for at få træningen overhovedet kan lade sig gøre."

PL i Tokyo er…
"... et kæmpe mål for mig, og et sted hvor alle atleter har en helt unik historie."

Dubai er…
"... hjem for mig og min familie, samt en masse mennesker fra hele verden. Det har helt sikkert været med til at give et perspektiv og en drivkraft, når man befinder sig et sted i verdenen, som kaster lys på sine egne privilegier."

I vidste ikke om mig, at jeg…
"... har længere vingefang (2,0m), end jeg er høj (1,85m), og har været 10 år i bilbranchen."

Hvis jeg vandt 10 millioner kroner i Lotto, ville jeg…
"... tage min familie med på ferie, starte en virksomhed og investere dem klogt. Og så prøve ikke at lade det stige mig til hovedet."

Corona er…
"... en udfordring, som har givet muligheder for teste sin dedikation og blive endnu bedre i sporten og i tilværelsen. Jeg fik en blindtarmsbetændelse i april, som krævede operation. Det havde helt sikkert sat mig ud af spillet i kapløbet om PL-kvalifikation. Derudover har min kone og jeg kunne bruge meget mere tid sammen med vores datter."

Min største rollemodel er…
"... ikke nogen, jeg kan sætte navn på, men jeg værdsætter dem, som forsøger at udfordre “det normale” i jagten på at finde mening i deres liv. Noget som jeg selv har haft behov for og stadig forsøger på."

Hvis jeg skulle lære én sætning på japansk, vil det være…
“... jeg vil gerne bestille jeres all-you-can-eat sushi menu, tak."

Flere nyheder